

Når du skal arrangere Smagens Dag på din egen skole, må du gå i gang med forberedelserne så tidligt som muligt.
Vi foreslår, at du som det første kontakter nogle af dine kolleger for at høre, om de vil være med. Smagens Dag behøver nemlig ikke kun at foregå i forbindelse med undervisningen i hjemkundskab.
Når I er enige om at tage temaet op, kan I gå i gang med at planlægge, hvordan I vil tilrettelægge Smagens Dag, og hvor omfattende den skal være. Vil I bruge en halv eller en hel dag på den – eller eventuelt lave den til et projekt over flere dage? Prøv at klikke ind på Materiale, og lad jer inspirere af de mange forslag og ideer, vi har fået udarbejdet af hjemkundskabslærerne Hanne Birkum Petersen og Kirsten Marie Pedersen til dette års tema.
Du kan også prøve at få en gæstelærer til at medvirke. Måske kender du en lokal kok, slagter, gastronom eller en anden fagmand med interesse for fødevarer og gastronomi, som du kan lokke med en spændende dag sammen med børnene.
Hvis du ikke selv kender en person, der kan medvirke som gæstelærer, så prøv at klikke ind på Gæstelærere. Der kan du måske finde hjælp.
Gæstelæreren skal normalt ikke have løn for at være med, men vil nok sætte pris på for eksempel en flaske vin eller en tilsvarende erkendtlighed.
Har du i øvrigt spørgsmål, er du altid velkommen til at kontakte Smagens Dags sekretariat. Det kan du gøre her.
Vi ser meget gerne, at du tilmelder din skole til Smagens Dag. På den måde får vi i sekretariatet oversigt over, hvor mange og hvilke skoler der er med. Det bruger vi først og fremmest over for pressen, der normalt interesserer sig meget for Smagens Dag. Du kan tilmelde skolen her.