

Smagens Dag har sin oprindelse i Frankrig. Her gik franske kokke sammen og skabte en årlig tilbagevendende begivenhed - Smagens Dag. På denne dag skulle skoleeleverne blive bevidste om landets gode råvarer. Samtidig blev der fokuseret på råvarer, der havde beholdt deres egns- eller årstids særpræg til trods for standardiseringskrav og økonomiske hensyn.
De franske kokke fik gennem sammenslutningen af europæiske kokke - Euro-Toques - formidlet ideen til andre lande i Europa.
Bag ideen om Smagens Dag står en initiativgruppe og en række sponsorer. Initiativgruppen er kokkene Claus Meyer Nielsen og Jan Friis-Mikkelsen samt lærerne Helle Brønnum Carlsen og Irene Eckermann. Ansvarlig for projektet er Helle Brønnum Carlsen.

– Når vi for 14 år siden tog det første initiativ med at afholde en Smagens Dag, var det fordi, smagsløgene er truet, siger lærer Helle Brønnum Carlsen.
– Vi gik ind i projektet, som sikkert kunne gennemføres alene af skolernes hjemkundskabslærere, fordi vi mener, at et samarbejde mellem lærere og gastronomer over hele landet kan bygge broer, og samtidig kan fagmandens entré i skoleverdenen virke fornyende og vække elevernes interesse på en positiv måde.
– Det er også klart, at de mange kokke og gastronomer, der ulønnet kommer rundt på skolerne til Smagens Dag, har en naturlig interesse i at være med til at opdrage kommende forbrugere til at smage, slutter Helle Brønnum Carlsen.